Gartenperle er en af vores favoritter på grund af god smag og rigt udbytte.
Gartenperle er en busktomat med hængende vækst. I starten prøvede jeg at dyrke den i GrowCamp (overdækket højbed) men den kom hurtigt til at fylde en del. Vi har også dyrket den i kapilærkasse op ad mur. Det gik fint, hvor de største og længte stængler blev bundet op. Man skal være opmærksom på at den buskede vækst fylder. Vores planter gror fint op ad syd/øst vendt mur. I år prøver vi også at sætte en enkelt plante i kapilærpotte uden opbinding.
Gartenperle er en pålidelig sort og som tidligere nævnt højt udbytte. Tomaterne kommer tidligt, er små og runde med sød smag. En rigtig god snacktomat. Hos os har det også været en ret sygdomsresistent plante i alle de sæsoner vi har dyrket den.
Busktomater som Gartenperle skal ikke knibes, men vi har haft fjernet nogle stængler for at trimme den lidt…
Hos os bliver planten ca 120 i overdækket højbed – og ca 90 på friland.