Der er ikke lang tid til pæonerne springer ud og vi kan glædes over deres skønhed.
I denne uge så jeg et spørgsmål om nye pæoner og blomstring. Spørgsmålet gik på om man kunne forvente at en pæon ville blomstre hvis den blev plantet nu i foråret. Hertil vil jeg sige at man på nuværende tidspunkt næsten kan se om en pæon har knopper, da de er så langt i deres vækst.
Hvad kan man så forvente året efter?
Det kommer an på flere forhold. I efteråret satte jeg 5 nye barrodspæoner – 5 forskellige sorter. Der er i dette forår meget stor forskel på deres udvikling. Alle 5 blev sat efter forskrifterne: max 3 cm jord over skud, og med minimum 3 skud på hver ”rod”. En af mine pæoner har kraftige skud, og her medio april kan man se knopper i hver af de 3 kraftige skud. De 4 øvrige er ikke så langt fremme og det har endnu ikke været muligt at om der er knopper. 2 af dem har ret så spinkle skud så jeg tror ikke der er ”kraft” nok til knop.
Jeg vil påstå, at hvis man køber en pottepæon med nogle gode skud (gerne flere end 3), og opfylder vækstbehovene, så er der rigtig god chance for at den kvittere med blomster de næste par år.
Et lille råd: Køb aldrig en pæon med under 3 skud – den er ikke levedygtig nok.